9. Januar 2015 var jeg til mammografi. Jeg var på det tidspunkt 55 år, så det var anden gang, jeg blev indkaldt til brystkræftscreeningen. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl, om jeg skulle benytte mig af tilbuddet eller ej, men jeg har et par gange tænkt på, om jeg ville tage imod behandlingen, hvis det viste sig, at jeg havde brystkræft.
Min faster fik brystkræft og fik fjernet sit ene bryst da hun var i starten af 30’erne og jeg var 13 år. Et år efter døde hun. Det år hun levede, efter hun fik fjernet brystet, var rædselsfuldt. Hun så forfærdeligt ud, hun orkede ingenting – ingenting! Hun sjoskede rundt og kunne ikke engang tage sig af sig selv og derfor slet ikke sin femårige dreng.
Jeg ved, jeg mange gange tænkte, hvis jeg en dag får brystkræft, så får de ikke lov til at røre ved det. Så nyder jeg den tid, jeg kan uden behandling og forbereder mine omgivelser på, at jeg skal dø.
Men det var i 1974. Og der er sket meget siden, på kræftområdet er der sket rigtig meget. Da min faster fik brystkræft var chancerne for helbredelse minimale, stort set ikke eksisterende. I dag er det modsat. Bliver brystkræften opdaget tidligt, er der meget større chancer for helbredelse end hurtig død.
Efter billederne er taget, kigger sygeplejerskerne efter eventuelle knopper og andre ting der kan danne skygge og skabe tvivl om der er knuder. Det er der hos mig. Jeg har en tredje brystvorte, der sidder under mit venstre bryst. Sygeplejersken siger, nå ja, den må vi huske at tegne ind.
Da jeg fik brevet fra regionen, om at jeg skulle komme til endnu en undersøgelse, tænkte jeg faktisk, gad vide, om hun ikke huskede at tegne min tredje brystvorte ind.
Men det viste sig, at det ikke var tilfældet. Hun havde husket at tegne den ind og billedkvaliteten var fin. Jeg havde en knude og knuden var kræft.
Jeg begyndte ret hurtigt at skrive en slags dagbog over mine mange flyvske tanker. Og på et tidspunkt foreslog min mand og min søster, at jeg offentliggjorde mine tanker i en blog.
Det gjorde jeg. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Jeg fik simpelthen så mange positive tilkendegivelser og venlige hilsner, at jeg i den grad blev overvældet. Jeg følte mig nærmest båret igennem en stor del af forløbet.
Jeg fortæller altid til mine kommunikationskunder, at de skal være forberedt på, at ligegyldigt hvor god en sag de synes de har, hvis de går på de sociale medier med den, vil der stort set altid være nogen, der synes, de er forkert på den. Og der vil meget ofte være en eller flere, der føler trang til, at nedgøre, håne eller svine til.
Det oplevede jeg slet ikke. Jeg fik ikke antydning af negativ reaktion. Der var ikke en gang nogen, der mente, at det burde jeg da ikke sige højt, tværtimod. Udover de mange held og lykke ønsker, blev jeg takket og rost for min åbenhed.
Eftersom jeg slap for kemo, kom jeg temmelig let igennem behandlingsforløbet, og er nu ude på den anden side. Jeg har samlet de mange notater og redigeret en lille smule.
Ny undersøgelse nødvendig
Eftersom det var anden gang, jeg var til den regelmæssige screening for brystkræft, vidste jeg, hvordan det foregik. Jeg var hverken nervøs første eller anden gang, for jeg har ikke særligt store bryster, så jeg ville vel have mærket det, hvis der var noget.
Men anden gang var brevet med resutaltet fra regionen ikke så sjovt at læse. Det var en indkaldelse til en ny undesøgelse, for måske var der noget, der ikke skulle være der, eller måske var der blot noget galt med billedet …
Brevet gjorde også opmærksom på, at undersøgelsen kan tage op til en time og at man eventuelt skal have udtaget en vævsprøve. Og, at man i øvrigt er velkommen til at tage en med.
Jeg havde meget svært ved at forholde mig til det.
Skal jeg tale det ned og sige, “det er nok ingenting”?
Skal jeg forberede mig på, at jeg måske har brystkræft?
Skal jeg overhovedet bruge kræfter på at tænke over det inden undersøgelsen?
Selvfølgelig tænkte jeg over det. Men det var først aftenen inden undersøgelsen, at det gik op for mig, at det faktisk hele tiden lå i baghovedet: Hvad nu hvis….
Der er noget
I bilen på vej til Ringsted forsøgte jeg at høre P1. Det kneb dog med at samle tankerne om de seriøse nyheder og debatter. Det jeg tænkte mest over, var, hvordan vil jeg forholde mig, hvis der er noget.
På Ringsted sygehus, var alle meget venlige. Sygeplejersken forklarede tydeligt og meget roligt, hvad der skulle ske, samt hvad der ville ske, hvis de kunne se noget.
Og så skulle jeg lige sige mit personnummer. Det skulle jeg rigtig mange gange i løbet af dagen. Lige inden hver undersøgelse, blev jeg spurgt: Hvad er dit personnummer? Vil du lige sige dit personnummer? Og så skal jeg lige bede om dit personnummer. Kan du give mig dit personnummer?
Lægen var svensk, men det har jeg intet problem med, jeg forstår meget fint svensk, så jeg syntes, det var pjat, at hun nærmest ikke turde tale til mig, men hele tiden bad sygeplejersken om at forklare.
Eftersom der var noget at se på røntgenbillederne, gik lægen i gang med at scanne. Og længe inden lægen fortalte, at hun ville tage en vævsprøve, vidste jeg, at det var det, hun ville. Ikke fordi hun blev ved med at bruge ultralyden samme sted igen og igen, men fordi sygeplejersken ret hurtigt, gik fra briksen og hen til et skab og begyndte at pakke redskaber ud….
Lægen havde lidt problemer med at finde lige det sted, hun skulle udtage vævsprøven. Men hun tog to prøver. Det nev ret kraftigt, dog ikke så meget, at jeg ikke kunne ligge stille.
Efter undersøgelsen forklarede sygeplejersken mig, at jeg skulle ringe om en uge og være klar til at komme til samtale om svaret en-to dage efter. Hun gav mig også informationshæfter om indlæggelse og så lige et spørgeskema der skulle medbringes udfyldt, når jeg kom igen.
Den venlige sygeplejerske fulgte mig derefter hen til røntgenafdelingen, hvor jeg fik taget billeder af hjerte og lunger: “Dels fordi vi har stukket i dig og dels så vi er klar, hvis der er noget. Hvor bor du egentlig? Der er vist mere end 50 km ikke? Så kan du får kørselsgodtgørelse, du får et skema i receptionen, når du går”.
Røntgensygeplejersken/fotografen var også særdeles venlig.
Og efter et hurtigt tjek, for at se at billederne var gode nok, måtte jeg gå.
Og nu, hvad skal jeg nu?
Forsøge at fortrænge det til om en uge, hvor jeg får svar?
Begynde at skrive testamente?
Eller begynde at opsøge viden om, hvad der har virket og hvad der ikke har virket, hvilke hospitaler, der har de bedste resultater….
Det betyder faktisk alverden, når min mand siger “vi”.
Når vi taler om, at nu var vi lige ved at være der, hvor vi kan trække vejret igen og kan tænke på os selv, og han så siger:
“Det var ikke lige det, vi behøvede nu.”
Det passer ad helvede til, at jeg skal vente lige nu, for i denne uge har jeg ikke ret meget at lave, mens jeg i næste uge har mere end fuldt booket. Og det er først om en uge, jeg kan ringe og få en tid til svar. Det havde passet noget bedre, hvis det var denne uge, jeg havde mange opgaver.
Jeg ved godt, at verden ikke går i stå.
Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste. Faktisk er der mange, og jeg kender jo en del af dem.
Men derfra og til at kunne samle mig, altså koncentrere mig om andet end film og facebook….
Jeg tænker over, hvordan jeg skal sige det til min søster.
Jeg tænker måske at sige, jeg har ikke brug for medfølelse lige nu – lige nu har jeg ikke brug for ynk. Jeg har brug for konkret forståelse og måske forslag.
Jeg var ude hos en kunde hele dagen. Skældte lige pludselig voldsomt ud på en af medarbejderne. Jeg ville nok have sagt fra under alle omstændigheder, men det var en noget voldsom reaktion, så jeg blev da klar over, at jeg nok er mere påvirket, end jeg vil være ved.
Jeg ringer til min søster og siger ingen ynk. Hun bliver klart ked af det, på den måde at hun siger nej, nej, nej. Jeg er den femte i hendes nærhed, der får diagnosen indenfor de sidste par år.
Det er godt at sige det højt. En ting er at tale med min mand, noget andet at sige det højt til min søster.
Hun fik lov at sige det til sin mand, men ikke til andre. Jeg vil ikke sige noget, til nogen af mine drenge, før jeg ved, hvad det er. Min mand har sagt det på sit arbejde, så han kan blive væk med kort varsel, hvis der bliver brug for det.
Der er kommet et kæmpe blåt mærke rundt om det lille hul, hvor vævsprøven blev taget, mærket har den flotteste hjertefacon.
På et plan, ved jeg selvfølgelig helt 100 procent og meget realistisk, hvad der sker, hvorfor jeg gør som gør og hvad jeg kan forvente at få at vide i næste uge. På et andet plan, har det ikke noget med mig at gøre.
Tiden går langsomt og uvirkeligt
Er der virkelig noget galt? Vil jeg tro på dem, hvis de siger der ikke er noget galt? Mon jeg kan klare mig uden kemo og stråler? Er det mon bedre at være sikker på, at det hele bliver slået ihjel?
Mine tanker drejer af sig selv rundt om emnet. Uden at ville det og uden at gå i dybden med noget. Min sædvanlige trang til at undesøge et emne med det samme og finde ud af hvad det handler om, er der ligesom ikke. Hvorfor ikke? Hvis der er noget, så gælder det da om at være parat med det samme beskeden falder. Men jeg vælger at vente.
Jeg har fået at vide, at jeg skal ringe på mandag. Jeg havde selvfølgelig planlagt, at gøre det så snart det var muligt, men på mandag har jeg også en vigtig aftale med en kunde. Og har tænkt over, hvor lang tid, jeg mon behøver at bruge på telefonsamtalen.
Det er kun fredag og så bliver jeg ringet op. Skjult nummer, godt jeg tog den. Det gør jeg for det meste ikke, når det er skjult nummer, det plejer at være sælgere – men det gjorde jeg altså og så var det fra Ringsted:
Om jeg kan komme allerede på mandag, så har de svaret klar, når jeg kommer. SELVFØLGELIG kan jeg det. Praktiske oplysninger blablablablabla klokken 12.30 på mandag på Ringsted.
Jeg får hurtigt meldt afbud til min mandagskunde.
Det er nogle mærkelige dage, jeg fortsætter med at planlægge og lave aftaler, både i nærmeste fremtid og langt ud i tiden, men samtidig tænker jeg:
Gad vide om jeg kan holde denne aftale?
Gad vide om jeg bliver nødt til at aflyse?
Gad vide, hvordan jeg har det om en måned, om tre måneder, om et halvt år, gad vide…
Sidste dag i frihed, hvorfor tænker jeg det?
Hvis nu, hvis nu, det kan jo være, at der ikke er noget, så, så er der da masser af frihed, og hvis der er noget, så, hvad så?
Uvirkeligt – det er hvad det er. Fuldstændig uvirkeligt, selvom jeg taler om det, selvom jeg sætter ord på, overfor min mand og min søster, så er det fuldstændig uvirkeligt.
Et eller andet sted, er jeg sikker på, at det er kræft. At jeg skal behandles. Men jeg kan ikke tænke tanken, så langt, at jeg kan se mig selv uden hår, at jeg kan få mig selv til at vælge mellem paryk og tørklæde, men det er jo det, der bliver virkelighed, hvis der er kræft.
Endelig mandag!
I dag skal jeg op og have at vide, at jeg har kræft.
Det er sådan jeg har det. Ligesom dengang vi skulle op og finde min mor. Vi vidste jo ikke, at det var sådan det var, men jeg vidste det alligevel.
Jeg har det på samme måde nu. Jeg ved jo ikke, at det er den besked, jeg vil få, men jeg tænker, at det er det.
Jeg har egentlig sovet ok, men skulle virkelig bestemme, hvad jeg ville tænke på og ikke tænke på inden jeg faldt i søvn. Og her til morgen kan jeg mærke min mave…
