Nej – vi savner ikke byen
Vi kommer begge oprindeligt fra byen – som i København’ish. Jeg er vokset op i Herlev og Esben i Valby og på Frederiksberg. Vi boede sammen på Indre Nørrebro i nogle år inden vi tog et kæmpeskridt og flyttede til Gedesby på Falster.
Familie og venner undrede sig og forventede det var en fase vi skulle igennem.
Advokaten der hjalp os med at købe huset, anbefalede, at kun en af os stod som ejer.
“I er jo gift, så det er sikring nok af den anden part, men når I skal sælge huset igen, kan en af jer gå personligt konkurs og så kan den anden købe et hus et andet sted”, mente han.
Lidt underforstået, at det nok ikke ville holde længe for to københavnere at flytte langt ud på landet.
Men det var faktisk nemt, meget nemt. Folk stod klar ved havelågen for at ønske os velkommen til. Og selvom der ikke lige lå en Irma på gadehjørnet, så var det muligt at gøre alle nødvendige dagligvare indkøb i gåafstand fra vores hus.
Specialvarer, tøj og caféer måtte vi til Nykøbing efter, en tur på 22 kilometer (et lyskryds).
Vi faldt rigtig godt til, lærte mange mennesker at kende, engagerede os i idrætsforeningen, møllelavet og bestyrelser i børnenes institutioner og skoler.
Men efter 16 år blev de 22 kilometer til sure, de fire børn gik til forskellige ting på forskellige tidspunkter, flere af dem i Nykøbing og Eskilstrup (36 kilometer), arbejdet lå også i Nykøbing. Så vi tog en stor beslutning og rykkede ind til Nykøbing.
Nu var alt indenfor rækkevidde også togstationen.
Da de fire drenge efterhånden flyttede hjemmefra, føltes huset alt for stort. Vi havde i alle årene talt om, at når vi blev gamle, ville vi måske flytte tilbage til København. Vi havde købt Esbens barndomslejlighed som et omvendt forældrekøb, her boede Esbens mor indtil hun døde. På det tidspunkt havde vi for længst sat huset i Nykøbing til salg, så vi kiggede på hinanden og besluttede, at så var det nu, vi skulle rykke retur til storbyen.
Det gjorde vi.
Vi var slet ikke klar over, hvor meget vi efter knap 30 år på Falster tog for givet. At vi kunne se stjerner, når der var skyfrit, at vi meget hurtigt kunne komme til en herlig sandstrand, at skoven var noget vi lige gik ud i, at åbent landskab, selvom der er meget kulturlandskab, var tilgængeligt lige uden for vores hoveddør.
Vi satte lejligheden i stand, jeg fik et fuldtidsjob i byen og vi nød at kunne gå i Irma, cykle på besøg hos gamle venner og at en del af famlien nu befandt sig i cykelafstand fra vores bolig.
Men der manglede noget….
Der var ikke noget hav at kigge på i nærheden, der var ingen rigtig skov i nærheden og stjernerne var lidt langt væk.
Det blev ikke bedre, da coronaen meldte sin ankomst. Man skulle nærmest stå i kø, for at komme ind i stimen af folk, der gik samme vej rundt om søerne, det samme gjaldt Damhussøen og det samme, når vi havde startet bilen og var kørt en tur til Amager Strand.
Jeg tog mig selv i at stirre ned på swimmingpoolen i gården, bare for at se lidt vand.
Og da først en af os sagde det højt, kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem.
Vi sad i påsken og kiggede på huse i Guldborg og Stubbekøbing, vi ville kunne se vandet fra huset. Og 10. maj stod vi med nøglerne i hånden til vores nye hus i Guldborg på Lollandsiden. Vi flyttede ind i oktober, selvom vi ikke var færdige med at sætte i stand, men der havde vi lovet de nye ejere af Frederiksberglejligheden, at de kunne overtage.
Nu hvor vi er flyttet retur til Sydhavsøerne, kan jeg mærker, at jeg værdsætter stjerner, lys, luft, hav, strand og skov utroligt meget – faktisk mere end da vi boede her i første omgang.
Når jeg vågner om morgenen og kigger ud på Guldborgsund, når jeg kører til eller fra et eller andet og kigger ud på det mest fantastiske lys over vand. Når jeg lige skal over i skuret og jeg på trods af udendørslamper og gadelys faktisk kan se et hav af stjerner.
Jeg drikker naturen ind i store frydefulde mundfulde:
Tænk, det er her jeg bor.
Og så tager det altså kun halvanden time…..
